Netværk for Digital Forløbsguide: En fejring af innovation og vidensdeling på tværs af hospitaler

B859B36B-9A49-421F-BA98-54F9B75CDFFD 1 102 o
Published on 26th November, 2024 by Louise Vinding
Hos Emento er vi glade for at kunne fortælle om “Netværk for Digital Forløbsguide” – et inspirerende fællesskab på tværs af hospitaler i Region Midtjylland, bestående af 130 sundhedsprofessionelle. De samles om at transformere måden, hvorpå vi i sundhedsvæsenet kommunikerer med patienter. Netværket fejrede sin 1 års fødselsdag i juni 2024.

“Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken hver især”

Initiativet til netværket kommer fra Region Midtjyllands team bag Forløbsguiden, der har set potentialet i at skabe et rum for sygeplejersker, læger, sekretærer og generelt alle interesserede sundhedsfaglige personer, der anvender Forløbsguide-platformen fra Emento i deres daglige arbejde - eller som bare er nysgerrige på, hvad det hele går ud på.
“Når du er i gang med at udvikle noget nyt, kan man nogle gange have oplevelsen af at stå helt alene. Derfor har vi startet netværket op, så man fire gange om året mødes med kolleger, som også arbejder på at transformere sundhedsvæsenet og måden, vi kommunikerer med patienter på. Netværket handler ikke om faglige specialer, eller hvor du fysisk har din arbejdsplads, men om at opleve et fællesskab omkring det at skabe forandring.”
- fortæller Trine Bruun Lebel, Implementeringskonsulent i Digitalisering & IT og en del af Region Midtjyllands team bag Forløbsguiden.
Rikke Mossin, Udviklingssygeplejerske på Operation og Intensiv på Regionshospitalet Randers, er en af medlemmerne af netværket og dagligt bruger af Forløbsguiden. Hun fortæller, at det er vigtigt at samles på tværs af hospitaler og kommuner for at vidensdele - og dermed "undgå at opfinde den dybe tallerken hver især".
“Emento er et nyt digitalt tiltag, og derfor er det vigtigt at mødes på tværs af hospitaler og kommuner og udveksle erfaringer. Det er relationsdannelse, som er med til at understøtte det digitale tiltag. Det gør, at vi kan se på tværs af hospitaler og lade os inspirere”, fortæller hun.

Hvordan gavner netværket i dagligdagen?

Medlemmerne mødes fire gange årligt med det formål at blive inspireret og dele både udfordringer, løsninger og succeser med at designe, udvikle og vedligeholde patientrejser via Forløbsguide-platformen fra Emento, fortæller Mette Idskou, Implementeringskonsulent i Digitalisering & IT og en del af Region Midtjyllands team bag Forløbsguiden. Det kan være konkrete tips eller idéer, man kan prøve af hjemme på afdelingen. Det kan også være, at man får nye navne på sin liste over go-to personer, som man kan række ud til, når der igen er brug for sparring. Ofte går medlemmerne hjem med fornyet gejst og gåpåmod efter et møde, for som Mette Idskou siger:
“Det smitter at være sammen med andre ildsjæle og føle sig som del af en bevægelse.”
Rikke Mossin fortæller, at et af hendes konkrete takeaways fra møderne i netværket har været løsningsforslag til forskellige typer af forløb og implementering af disse. Hun uddyber:
“Eksempelvis, hvordan vi kan præsentere det digitale forløb for patienterne, så vi kan få flere med. Vi har fået vist nye funktioner i systemet og haft mulighed for at stille spørgsmål. Dette er meget bedre end at få dem i nyhedsbreve, da et nyhedsbrev kan forsvinde i andre mails, så er det bedre at få det vist.”
Hos Emento hylder vi initiativer som Netværk for Digital Forløbsguide. Vi arbejder for at bygge bro mellem fagligheder og sektorer, fordi vi ved, at samarbejde og gensidig læring er den stærkeste vej til varige forbedringer og kontinuerlig innovation i sundhedssystemet.

Har Netværk for Digital Forløbsguide fanget din interesse?

For tilmelding eller mere information, skriv til teamet bag Forløbsguiden i Region Midtjylland:

Aktiviteter på et møde kunne inkludere

  • Oplæg og diskussioner: Hvor medlemmer deler succeshistorier og udfordringer. F.eks. hvordan onboarder jeg hurtigere patienter, der har en lang venteliste?

  • Workshops: Fokuseret på specifikke emner som digital omsorg og datahåndtering

  • Erfaringsudveksling: Medlemmer deler konkrete cases og bedste praksis for at inspirere og lære af hinanden. F.eks. hvordan får jeg mine kollegaer med om bord, så Forløbsguiden forankres på tværs af afdelingen?

Facts om Netværk for Digital Forløbsguide

  • Netværket fejrede sin ét-års fødselsdag i juni 2024

  • Forløbsguide-teamet i Region Midtjylland står bag netværket

  • Der er aktuelt 130 medlemmer i netværket

  • Det er gratis at være medlem

  • Der er typisk 4 årlige møder 

digitalforløbsguide
netværk
forløbsguide
vidensdeling
patientkommunikation
innovation
Louise Vinding
Skrevet af
Louise Vinding
Global Head of Brand & Communications
Hvis du vil vide mere er du meget velkommen til at sende en email til louise@emento.dk

LinkedIn profil | Læs mere på Team siden

Flere indsigter